Om en uge går startskuddet til H.C. Andersen maraton. Jeg havde meldt mig til at løbe en halvmaraton som skulle være målet med sommerens løbetræning.
Da jeg begyndte træningen havde jeg kun løbet lige omkring de 10 km, og det var endda nogle år siden.

Jeg begyndte at løbe og fandt stor motivation i at jeg havde denne “opgave” jeg skulle gennemføre d. 4. oktober 2015. Det har hevet mig op af sofaen flere gange, fordi “nå ja, man vil jo gerne have mere overskud på sit første halv-maraton.”. Jeg fik trænet som jeg havde planlagt og jeg var kommet op at løbe omkring de 16 km med et overskud så jeg ville kunne have taget de sidste 5 km op til de 21 km.

MEN, så kom der en uventet omgang halsbetændelse og lungebetændelse, som fik sat mig helt af. For 2 uger siden begyndte de første anslag og de følgende 5 dage var jeg mere eller mindre fanget i sengen med hexokain og strepsils. Jeg prøvede igen at løbe da jeg mente jeg var på toppen, og det var absolut en ubehagelig oplevelse. Efter 3 km var min krop helt død og jeg havde intet overskud til at løbe længere. Jeg havde ellers planlagt de 7 km, men nej. Derfor er min beslutning blevet, at jeg ikke deltager, da jeg ikke vil have en oplevelse af manglende overskud ved min første halvmaraton. Jeg føler mig ikke klar til at løbe den nu efter hvad mine stakkels lunger har været udsat for.

Men hvad skal målet så være?

Jeg elsker at skabe en målrettet træning, ligemeget hvor mange gange man må tilpasse målet undervejs, så er det noget der motiverer mig til at komme ud og bruge min krop. Det motiverer mig at jeg kan se målet nærme sig og jeg får en indre lyst til at give den det allersidste.

Nogle gange må jeg erkende at min træning eller måde at leve på ikke er drevet af motivation, men på disse dage aktiverer jeg min viljestyrke. Min viljestyrke som jeg forestiller mig, ligger langs rygraden og støtter sig op af den faste søjle.

Fx løbetur i regnvejr en kølig morgen – det er ikke just motivationen der hiver en ud af den varme seng og får en til at springe i løbeskoene. For mig er det her min viljestyrke der skal træde i karakter. Jeg får sagt til mig selv at jeg bliver drøn glad bagefter, og erfaringen er at det ikke er så slemt når først man er ude i det. Det samme kan gøre sig gældende ved sene aftentræninger hvor man lige har mærket hvor lækkert det er at slumre i sofaen. Man kan sige til sig selv, du har planlagt at du skal træne, så derfor træner du og du bliver glad for det bagefter – wait and see!

Men tilbage til målrettet træning og hvad der nu skal ske?!

Jeg har lyst til at fastholde mit løb, og tage en tur i ny og næ, nok mest for rekreationens skyld og tillade sig selv at være i et mindgame, hvor man ikke bare kan få overstået det i løbet af 3 min, men at det tager længere tid og man er nødt til at være lige der, hvor man er, og ikke 3 km længere fremme.

Relaterede produkter

Læg en kommentar