Jeg har længe gået og tænkt på, om jeg skulle skrive om det, eller bare prøve at tale det lidt ned – og nu har jeg altså besluttet at åbne lidt op for mine tanker der fylder meget for tiden.

For et halvt år siden fik jeg så meget akne at jeg gik rundt og var bund ulykkelig det meste af tiden. Jeg ville ikke træde uden for en dør og jeg ville faktisk ikke rigtig til træning. Jeg prøvede at dække det så godt som muligt med makeup og tørklæder, men vi alle ved at man jo udemærket ser det – også selvom at det ikke er det folk bedømmer mig ud fra, I know!
MEN.. det betød altså at jeg burede mig ret meget inde og prøvede at undgå at have for mange aftaler – når jeg var alene var det kun mig der skulle se mit ansigt. Desuden gjorde det også vanvittigt ondt, fordi mit ansigt var én stor omgang betændelse, som jeg prøvede desperat at holde nede. Alle de fine råd jeg fik her og der hjalp bare ikke en dyt.
Jeg fik sågar at vide at jeg nok skulle lade være med at spise så mange chips og prøve at leve lidt mere sundt – WHAT? Jeg spiser sku enormt afbalanceret i følge mig selv.

Anyhow – det blev til at jeg kom i antibiotikabehandling og senere en tid ved hudlægen. Her kom jeg til samtale og fik tilbudt en super krads behandling, for den type akne jeg render rundt med er ikke forårsaget af hvad jeg spiser. Det gav ro i maven at uanset hvad jeg gjorde, ville jeg have den akne. Jeg takkede ja til at komme på behandling i 1 år, og jeg startede d. 19. maj 18.

Siden da er det gået så fint med min hud – behandlingen virker. Jeg viser mig stolt frem til sociale arrangementer og jeg kan sågar nyde at være i sociale rum uden makeup. Det er mange mange mange år siden jeg sidst har kunnet det.
Men der er nu også en hage ved den behandling – der er super mange bivirkninger.
En blandt mange er at man får ret så ømme led og muskler, hvorfor man skal være super påpasselig med at presse kroppen, så man ikke ender med at få kroniske smerter. Det passer ikke sporty spice kan jeg sige. For silvan hvor er det mærkeligt at min krop nu kun maks kan løbe 3 km uden smerte og generelt ikke er glad for tung styrketræning fordi det bare gør ondt. Min restitutionstid er også betydeligt længere. Og så svinger det – nogle uger kan jeg klare mange aktiviteter, andre uger gør det ondt bare at gå en tur. HM… og så lige op til VM.

Men jeg er også kommet til den slutning at den behandling er vigtig for mig – vigtig for mit sociale væsen, for min selvtillid og for min lyst til at være.. Derfor må jeg også begynde at acceptere at det er rammerne for mig de næste 8,5 måneder.
Jeg skal finde ud af hvad min krop kan – hvad er begrænsningerne og hvad er mulighederne.
Jeg ved at da jeg var i Egypten nede i varmen, så var der ingen problemer med mine led – så at jeg skal til VM i Tyrkiet skaber ikke de store bekymringer – og måske jeg skulle prøve noget kompressionstøj til restituering.
Mine tanker går mere på, hvordan jeg skal få noget motion ind i hverdagen uden at presse min krop udover kanten. Det skal jeg finde ud af – uden at gå og blive alt for irriteret over ikke at kunne alt det jeg kunne for 4-5 måneder siden.

Glad efter løbetur

Jeg skal nok komme tilbage til det jeg engang kunne – måske hurtigere og stærkere – men altså med en strålende glad hud og et sprudlende ‘jeg’!

 

Relaterede produkter